Sponsorpolitik

Politik for arbejdet med sponsorer og samarbejdspartnere
Vedtaget af bestyrelsen november, 2025

Forord

Odense Pride er en forening i vækst. Hvert år oplever vi flere deltagere til årets pride, flere medlemmer i foreningen, flere arrangementer og flere samarbejdspartnere. Vi arbejder målrettet for at skabe synlighed om -og gå forrest i- kampen for bedre forhold for LGBTQ+ personer og for menneskerettigheder. Vi er først og fremmest en intersektionel pride, der arbejder for en bedre verden. Det kræver et solidt økonomisk fundament. I takt med Odense Prides vækst har vi derfor etableret en række samarbejder med organisationer og virksomheder, der støtter vores arbejde.

Vores prioritet har altid været at indgå gode og etiske samarbejder, der spejler vores værdier og principper. For at sikre at vi er gennemsigtige i vores samarbejder har bestyrelsen vedtaget denne politik, som rettesnor for vores arbejde.

Anvendelse

Sponsorpolitikken skal ses som en rettesnor og et udgangspunkt for bestyrelsens arbejde med sponsorer og samarbejdspartnere. Det er i sidste ende altid bestyrelsen, der vurderer om der er grundlag for et samarbejde og som indgår aftaler for foreningen. Politikken anvendes således af de(n) fundraisingansvarlige i deres dialog med potentielle sponsorer og samarbejdspartnere, samt af bestyrelsen når de skal behandle en potentiel samarbejdsaftale. Ingen potentielle samarbejdspartnere fravælges på forhånd – vi laver altid en konkret vurdering om, hvorvidt et samarbejde kan afspejle vores værdier og være til gavn for vores arbejde som helhed.

For at sikre ensartethed i sponsorarbejdet, anvendes en standard sponsoraftale (bilag 2), medmindre andet aftales. Formålet med standardaftalen er at sikre, at alle grundlæggende elementer i sponsorsamarbejdet er afklaret. Der kan desuden tages udgangspunkt i Odense Prides sponsorpakker (bilag 1) som rettesnor for samarbejdet, men pakkerne skal ikke ses som endegyldige.

Værdigrundlag

Odense Pride er en politisk organisation, der arbejder målrettet for LGBTQ+ rettigheder. Vi er en partipolitisk uafhængig organisation, og baserer vores arbejde på vores værdier, der er fastsat i vores vedtægter og af bestyrelsen. Det er vigtigt for os at alt vores arbejde -også arbejdet med sponsorer og samarbejdspartnere- afspejler vores værdier. Disse værdier inkluderer, men er ikke begrænset til: mangfoldighed, intersektionalitet, menneskerettigheder, tryghed, kærlighed, fællesskab og bæredygtighed. Odense Prides værdier kan altid læses på vores hjemmeside www.odensepride.dk/om-os/vaerdier.

Med udgangspunkt i aktuelle samfundsmæssige problemstillinger har vi desuden særligt fokus på følgende:

Lokal forankring: Odense Pride skal være hele Odenses pride. Selvom vi er glade for samarbejdspartnere alle steder fra, prioriterer vi samarbejder med lokale odenseanske og fynske organisationer og virksomheder og dem, der har afdelinger på Fyn.

LGBTQ+ ejede virksomheder: Odense Pride sigter efter at være et samlingspunkt og en platform for hele LGBTQ+ miljøet og at støtte miljøet når det er muligt. Derfor er vi altid glade for at byde virksomheder og organisationer, der er ejet af personer i LGBTQ+ miljøet, velkomne som samarbejdspartnere.

Mangfoldighed og inklusion: Vi arbejder aktivt for en mere inkluderende og mangfoldig verden, og forventer at vores samarbejdspartnere afspejler dette. At potentielle samarbejdspartner aktivt arbejder med mangfoldighed og inklusion anses derfor som positivt; og modsat er vores værdier ikke forenelige med virksomheder og organisationer, der aktivt modarbejder eller tilbageruller initiativer for mangfoldighed og inklusion.

Aktive samarbejdspartnere: Vi er glade for alle slags samarbejdspartnere og sponsorer, men det skaber særlig værdi for LGBTQ+ miljøet og Odense med samarbejder, der også bidrager med indhold til Odense Pride. Det kan være indhold på selve pride-dagen eller pride-relaterede aktiviteter i pride-ugen eller i løbet af året.

Gode arbejdsforhold: En del af at ville skabe en bedre verden er at støtte gode arbejdsforhold, der faciliterer grundlaget for det gode liv. Potentielle samarbejdspartnere, der har overenskomst eller på anden måde viser at de prioriterer gode arbejdsforhold vægtes højt som potentielle samarbejdspartnere.

Menneskerettigheder og international lov: Vi er særligt opmærksomme på brud på folkeretten, om end det har form af krigsforbrydelser, folkemord eller andre brud på menneskerettighederne. Det er således ikke foreneligt med Odense Prides værdisæt, hvis en potentiel samarbejdspartner er aktivt involveret i, er forbundet med eller har haft offentlige kontroverser om sådanne aktiviteter.

Miljø og klima: At tage hensyn til vores planet er en grundsten for at skabe en ansvarlig og bæredygtig pride. Vi vægter derfor højt at potentielle samarbejdspartnere forholder sig til hvordan de bruger deres ressourcer -både naturlige og menneskelige- og hvordan de påvirker vores verden.

Tobak og gambling: Trygge fællesskaber og sikre rammer er et vigtigt element i Odense Prides arbejde for et tryggere LGBTQ+ miljø. Derfor indgår vi ikke samarbejder med tobak- og gamblingvirksomheder.

Gennemsigtighed

For at sikre at Odense Pride bidrager til at skabe en bedre verden, er det vigtigt at vi holder os selv ansvarlige over for vores frivillige, vores medlemmer og for det omkringliggende samfund. Derfor offentliggøres alle vores samarbejdspartnere og grundlaget for samarbejdet på vores hjemmeside og -alt efter hvad der aftales med samarbejdspartneren- på vores andre platforme, såsom vores sociale medier.

Forventninger

For at sikre gode og bæredygtige samarbejder for Odense Pride og vores samarbejdspartnere, stiller vi følgende forventninger til vores sponsorer og samarbejdspartnere:

  • At der udarbejdes en skriftlig samarbejdsaftale, evt. med udgangspunkt i vores standardaftale (bilag 2) samt at denne overholdes.
  • At der kommunikeres klart hvis omstændigheder forhindrer at samarbejdsaftalen overholdes eller hvis der opstår andre forhold med betydning for samarbejdet.
  • At logoer, tekster og andet relevant materiale relevant for samarbejdet sendes til Odense Pride i god tid og i anvendeligt format.
  • At det anerkendes at Odense Pride er en frivillig organisation, og at selvom vi altid tilstræber at agere professionelt kræver frivilligt arbejde til tider en grad af fleksibilitet.

Sponsorpakker

For at gøre det så let som muligt for potentielle sponsorer at se fordelen i et samarbejde med Odense Pride har vi samlet nedenstående overblik af hvilke fordele der kan forventes i forskellige størrelser sponsorater. Pakkerne er ikke endegyldige, og vi vil som udgangspunkt altid lave en konkret aftale med den enkelte sponsor, der passer ind i sponsorens konkrete omstændigheder, ønsker og behov. Der laves altid en individuel vurdering af, hvad der giver mening for det enkelte samarbejde – sponsorpakkerne skal derfor ses som en inspiration og rettesnor.

 EnhjørningBlåGrønOrange
Pris for tre år
(Pr. år)  
144.000 kr.
(48.000 kr.)
72.000 kr.
(24.000 kr.)
36.000 kr. (12.000 kr.)18.000 kr.
(6.000 kr.)
Pris for to år
(Pr. år)  
120.000 kr.
(60.000 kr.)
60.000 kr.
(30.000 kr.)
30.000 kr.
(15.000 kr.)
15.000 kr.
(7.500 kr.)
Navn og logo på hjemmeside
Omtalt i opslag på sociale medier
Logo på sponsortavle til Odense Pride
Udstedt sponsorcertifikat
Logo på pride-event på Facebook 
Ret til brug af Odense Prides logo 
Invitation til netværksarrangement 
Selvstændigt opslag på sociale medier  
Omtale i pressemeddelelse(r)  
Logo på plakaten til årets pride  
Talespot på scenen til Odense Pride   
Eksklusiv invitation til møde med bestyrelsen