Nyhed

Bliv partner til Odense Pride 2026!

Foråret står for døren – og det betyder at Odense Pride 2026 nærmer sig med hastige skridt! Vi er i fuld gang med årets planlægning med alt hvad det indebærer: programlægning, rutetegning, pladsplaner og arbejder med samarbejdspartnere.

Hvert år er det vores mål at Odense Pride skal være hele Odenses pride – en dag hvor byen samles for at markere mangfoldigheden og vise at vi er en by med plads til at være sig selv. Derfor er vi altid på udkig efter stærke, lokale samarbejdspartnere, der støtter LGBTQ+ miljøet, om mangfoldigheden i vores by.

Vi er drevet af lokalt engagement

Odense Pride drives 100 % af frivillige kræfter – ildsjæle, der brænder for at lave en pride og for at kæmpe for LGBTQ+ miljøet. Vi arbejder altid med at gøre årets pride til den bedst mulige oplevelse, der kan samle byen om at favne mangfoldigheden. Men en pride koster penge og kræver meget arbejde. Derfor har vi større og større fokus på at indgå strategiske partnerskaber med virksomheder og organisationer. Det sikrer at vi hvert år kan stable en pride på benene for hele Odense.

Værdi og langsigtede partnerskaber

Vores arbejde med sponsorer og partnere handler om at skabe værdi for os selv, for vores partnere og for hele byen. Vi er derfor åbne for partnerskaber af mange former – så længe det kan bidrage til vores arbejde for LGBTQ+ miljøet og for at fremme mangfoldigheden.

Ansvarligt sponsorarbejde

I slutningen af 2025 vedtog bestyrelsen i Odense Pride en sponsorpolitik, der danner grundlaget for vores arbejde med sponsorer og samarbejdspartnere. Sponsorpolitikken er en rettesnor, der sikrer at vi, som organisation, kan stå ved vores partnere og at vores partnere ved, hvad vi står for.

Læs sponsorpolitikken hér.