VÆRDIER

Selvom Odense Pride er partipolitisk uafhængig er vi først og fremmest en politisk organisation, der kæmper for en bedre, mere kærlig verden, med plads til mangfoldighed! Vi er en organisation med holdninger og værdier, der grundlæggende handler om inklusion, åbenhed og mangfoldighed!

Mangfoldighed

Vi hylder mangfoldighed i alle dens former. Mennesker er forskellige, og det er fantastisk! Det er vores forskellighed, der gør os unikke og gør os til dem, vi er, som mennesker. Vi tror på, at forskellighed beriger vores samfund, og vi arbejder for at skabe et rum, hvor alle kan være sig selv uden frygt for diskrimination eller fordomme. Uanset køn, seksualitet, etnicitet, religion, handicap eller andre aspekter af identitet, skal man kunne leve frit for frygt, og have mulighed for at være lige præcis den, man er.

Intersektionalitet

Menneskers oplevelser og identitet er komplekse, er består meget sjældent "kun" af én ting, men ofte en sammensætning af mange forskellige aspekter. Dette betyder at rigtigt mange mennesker har flere minoritets-aspekter samtidigt, såsom både at at have en anden seksualitet, kønsidentitet, etnicitet eller religion, end normen. Mennesker, der eksempelvis både møder diskrimination pga. deres seksualitet og et handicap har derfor en helt unik oplevelse, sammenlignet med personer, der oplever diskrimination på andre baggrunde.

Menneskerettigheder

"Queer rights are human rights" - LGBTQ+ rettigheder er menneskerettigheder; og det samme gælder rettighederne for enhver anden gruppe mennesker. Menneskerettigheder skal være det fundament, vores samfund bygges på; med ligeværd og respekt for alles rettigheder og friheder. Vi kæmper for lige rettigheder og muligheder, uanset hvem du er. Menneskerettigheder handler om mere end juridisk beskyttelse – det handler om værdighed, frihed og retten til at leve et liv uden frygt. Vi arbejder for at fremme og beskytte disse rettigheder, både i Danmark og i resten af verden, og vi står skulder ved skulder med dem, der fortsat kæmper for anerkendelse og lighed.

Tryghed

At føle sig tryg er helt essentielt for at kunne leve et lykkeligt og fyldestgørende liv. Tryghed handler om at føle sig velkommen og sikker, uanset hvem man er, eller hvordan man udtrykker sig. Man skal ikke være bange for at gå på gaden, sidde på en restaurant, starte på et nyt arbejde eller møde nye mennesker. Rigtigt mange LGBTQ+ personer oplever, at de er nødt til at skjule hvem de er, for at føle sig trygge, og det er ikke i orden! Vi vil have et samfund hvor alle kan føle sig trygge, hvem end de er og hvor end de befinder sig.

Kærlighed

Kærlighed er en af grundstenene for livet. Kærlighed til en kæreste, til en ven eller til et familiemedlem. Vi tror på at kærligheden til vores medemennesker er det, der holder samfundet sammen. Vi fejrer kærlighed i alle dens former og udtryk, og vi tror på, at alle har ret til at elske og blive elsket uden fordomme eller begrænsninger. Kærlighed skaber forbindelser, bygger broer og bringer os tættere på hinanden.

Fællesskab

Fællesskab er hjertet i Odense Pride! At være en del af at fællesskab, og have et sted hvor man føler, man hører til, er utroligt vigtigt for vores udvikling som mennesker. Odense Pride er et fællesskab for rigtigt mange queer personer, og vi arbejder for at samle mennesker på tværs af forskelligheder og skabe et inkluderende fællesskab, hvor alle føler sig set, hørt og accepteret. Vores fællesskab er bygget på solidaritet, respekt og støtte, og vi tror på, at vi er stærkere sammen.